I Kennel Curia har vi opdrættet dalmatinere over flere årtier og på tværs af generationer, og vi har derfor et usædvanligt godt kendskab til alle facetter i racen. Vi vægter specifikke elementer som temperament og sundhed højt i valget af vores avlslinier, og gennem et konstant fokus har vi formået at fremavle netop de egenskaber, som vi ønsker skal præge dalmatineren. 
Udseende, fysik og sundhed
Dalmatineren er ikke til at tage fejl af med sin karakteristiske plettede pels. Pelsen er kort og glat og i stor udstrækning selvrensende. I hovedet og på ørerne er hårene små og fine og pelsen fløjlsblød, mens den er grovere på halen og på maven. Pletterne ses i både sort og brun og skal være klare på den hvide pels, pænt fordelt over hele kroppen og have en harmonisk størrelse. De sorte pletter er oftest en smule større end de brune, ligesom at pletterne i hovedet er mindre end på resten af kroppen. Dalmatinerens snude skal være helt farvet, og det kønneste ansigtsudtryk ses hos de hunde, der har markeringer omkring øjnene og langs læbelinien. Store farvede plamager, der oftes ses omkring ørerne betragtes som "fejlfarve" og kaldes patch. Dalmatineren må heller ikke være tre-farvet og skal helst have mørke, brune øjne. Tit har brunplettede hunde lysere øjenfarve end de sortplettede, og det forekommer også, at dalmatinere fødes med blå øjne. Skønhedsfejlene betyder dog ikke noget for hundens virke som familiehund.

Dalmatineren er en mellemstor hund. Størrelsen varrierer fra hanner og tæver, og hvor en hanhund typisk er omkring 58-61 cm over skulderen med en vægt på 24-30 kg, er en tæve 52-59 cm over skulderen og vejer 23-28 kg. Hanhundene er som oftest også lidt kraftigere i deres fremtoning med et større forbryst, kraftigere ryglinie og større muskelansætninger.

Både hanhunde og tæver bliver mellem 10 og 14 år. På en dalmatiners ældre dage falder muskelmassen, og særligt hos de sortplettede hunde falmer pletterne og bliver mere udflydende, i takt med at små pletter kaldet tiks toner frem. Synet og hørelsen kan også blive dårligere på dalmatinerens ældre dage, og aktivitetsniveauet falder. Dalmatineren fælder ved pelsskift to gange om året, men særligt den ældre hund fælder mere.

Den specifikke genkombination hos dalmatineren medfører en latent risiko for døvhed og tandmangel, ligesom at visse linier plages af allergi og hofteledsdysplasi. I avlen er vi meget opmærksomme på at omgå alle usunde elementer. Alle vores avlshunde hørestestes og HD-røngtenfotograferes, så vi er sikre på at vores linier er kernesunde.
Temperament og mentalitet
Dalmatineren er en meget alsidig hund. Den har et godmodigt og venligt sind og er nysgerrig og opmærksom. Den er utrolig udtryksfuld med et tydeligt og meget sigende kropssprog, hvilket kombineret med et følsomt sind gør, at den er nem at kommunikere med. 

Dalmatineren er intelligent og livlig. Den trives derfor bedst i et aktivt miljø med gå- og løbeture eller lignende, hvor den kan få lov at bruge sin krop og løbe frit. Den er bygget til at kunne løbe langt og er udholdende, hvis ikke utrættelig.  Samtidig er den dog yderst magelig. I hjemmet er den rolig og omgængelig og søger lunehvilesteder, fx. i en seng, sofa, foran en brændeovn eller, hvor der er varme på gulvet. Vigtigst af alt placerer den sig, hvor den kan følge med i alt der foregår omkring den. Den knytter sig meget til sin familie og sine mennesker, og den elsker opmærksomhed. Dalmatineren er faktisk helst midtpunkt i enhver situation, og selvom den er naturligt på vagt i mødet med nye mennesker, er den meget imødekommende og indtagende i sin tilgang til selv fremmede mennesker. 

Den er utrolig kælen og kærlig, men også meget sensitiv og man når derfor nemmest ind til dalmatineren gennem bestemt men positiv træning og opdragelse gennem samvær, så den bliver en del af familien, og familien bliver en del af flokken. Fordi dalmatineren i den grad udvikler stærke bånd til sine mennesker, trives den både som enehund og i en mindre flok. Internt finder dalmatinere hurtigt en naturlig rangorden og med vores hundes temperament har vi gode erfaringer med enhver kombination af alder, køn og race. 

I opdragelsen kræver dalmatineren en fast hånd, men en velopdragen dalmatiner er børnevenlig og kan også håndteres af aktive ældre mennesker.
En dalmatiner, der tidligt i livet socialiseres i omgang med andre dyr og mennesker udvikler desuden en udpræget tolerance, så dens imødekommenhed og positive indstilling kommer til udtryk i enhver situation.
Racens historie
Dalmatineren menes at stamme fra Kroatien, nærmere bestemt det område, der hedder Dalmatia, hvor man kan spore den helt tilbage til 1400-tallet, som vagthund og følgesvend for kroatiske nomader og som krigshund til beskyttelse af de dalmatiske grænser.

I optegnelser kan man følge sporerne af racen op gennem middelalderen, hvor deres dramatiske udseende gør dem til yndede deltagere i cirkusforestillinger. Frem mod 1900-tallet spreder racen sig og bruges til mange formål. På grund af sin fysik og evne til at løbe lange distancer blev dalmatinere ofte brugt som vognhunde. De omgikkes heste uden problemer og kunne dermed beskytte vognene med kuske og passagere mod røvere. Dalmatinere var også anvendt af brandvæsenet i USA, da de både kunne løbe foran vognen og rydde vejen for mennesker ved udrykning og beskytte de eftertragtede heste og senere vogne på brandstationen. Derudover gjorde de sig også som jagt- og sporhunde.

Da dalmatineren i 1862 kommer til England gør den et stort indtryk med sin karakteristiske fremtoning og bliver et symbol på status. Den bliver her defineret som race og mere intenst udviklet, med grundlæggelsen af den første Dalmatian Club i 1890. Efter Dodie Smiths udgivelse af "101 dalmatinere" i 1956 og den efterfølgende filmatisering af Walt Disney stiger racen voldsomt i popularitet. Det medfører imidlertid at mange uerfarne entusiaster kaster sig ud i opdrættet af dalmatinere og deres uvidenhed om racen munder ud i et utal af utilpassede hunde, hvilket giver racen et blandet ry op mod årtusindeskiftet. 

Dansk Dalmatiner Klub stiftes i 1980 under Dansk Kennel Klub med det formål at fremme interessen for selskabshunden dalmatineren. I dag er dalmatineren en relativt sjælden race i Danmark. Der fødes mellem 50 og 80 hvalpe om året, et udbud, der er begrænset af hensyn til efterspørgslen.